Spejlet er ikke min eneste fjende i aften. For dem er der altid mange af, fjenderne. Men måske det er min største. Det er noget med lyset. Fokus på alle de forkerte ting. Lidt ligesom et moderne kamera. Den slags der tydeligt fanger biens vingeslag flere kilometer væk og finder spinat imellem tænderne. Den modbydelige slags. 

Det er ikke alle spejle der er lige slemme. Men alle har de samme grundlæggende mål. At finde fejl. 

Med ét bliver min tankestrøm afbrudt. Det banker på døren. 

”Er du snart færdig derinde?” 

Jeg kan ikke genkende stemmen, der bliver ført med en tydeligt fremtræden irritation. 

Hvor længe har jeg egentlig været herude? Har de ventet længe? Måske er irritationen berettiget. Jeg ved det faktisk ikke. 

Jeg har kun én ting i tankerne. Én eneste grund til at være her. Jeg forlod ikke de trygge rammer på værelset for ingenting. Jeg havde et mål. Nej, jeg har et mål. En kamp der skal udkæmpes. 

Louise. 

Hold da kæft hvor er det egentlig dumt. Hvorfor tror jeg pludselig at jeg kan sådan noget her? 

Det banker på døren igen. Denne gang hårdere, og flere gange i træk. De sidste par slag går i ét med musikken som hamrer afsted i baggrunden. Gad vide om naboerne er blevet adviseret? Der bliver spillet virkelig højt. 

”Du kan ikke gå ud sådan der” vrisser spejlet. Det er tydeligvis sådan et slags spejl. Firkantet. Og skarpt. 

”Og da slet ikke nu! Du kan lige så godt blive herinde. Har du overhovedet hilst på nogen? Tror du at der er nogen her der gider dig? Er du overhovedet inviteret?!”

”Vi er altså andre der også skal til! Kommer du snart ud?!”

”Og hvorfor har du også taget den skjorte på?” Den er virkelig ikke god til dig. Du har da godt nok ødelagt det for dig selv, hva?”. 

Shit. Det er jo sandt. Det er fuldstændig tydeligt i dette lys. Skjorten er helt, helt forkert. Fremhæver de helt forkerte ting. Min korte overkrop og mine fede arme. Og farven?! Ej, det er skidt. Orange?! Helt ærligt. Og så med hvid krave? Hvem fanden køber en orange skjorte? Ja, hvem? Idioten her. 

Hvorfor havde jeg dog ladet mig selv overbevise om at det var et godt køb? Fuck dig, mor. Dig og dine triste og bekymrede brune øjne. Altid så pisse trist.

Thank God, at jeg ikke har arvet dem i det mindste. De triste øjne. 

”Du får aldrig Louises opmærksomhed i dét outfit der – og med de arme!? Og hvis du går ud nu, så kan du godt glemme alt om den drøm – for altid.” 

Spejlet har en pointe. Det er ikke ligefrem en optimal situation jeg har sat mig selv i. 

”Men, måske jeg kan hjælpe med en udvej? Så slipper du for at se dem i øjnene. Dem derude. Jeg gør det gerne for din skyld. Bare gør det. Jeg er klar. Det er for det bedste”

Jeg lader tanken summe et par sekunder. Måske spejlet har ret. Det er heller ikke ligefrem første gang jeg har haft den slags overvejelser. De har fulgt mig i lang tid efterhånden, faktisk. 

Kl. er 22.03. 

Jeg kan ikke huske hvad tid jeg kom. Jeg kan slet ikke huske hvad jeg har lavet siden jeg ankom, faktisk.

Jeg husker at jeg banker på hoveddøren, og så rummet her. Og spejlet. 

Men, jeg kan måske stadig nå at minimere ydmygelsen. Se, dét er modigt. Nu er jeg kommet så langt. Jeg kan jo godt. Jeg må ud herfra. Igennem døren, og stå ansigt til ansigt med nederlaget. De pegende fingre. Det bliver hårdt, men jeg overlever. 

Og Louise vil måske nok høre om det, men hun vil ikke have set det. Og jeg kan forklare hende det. Finde på en god historie. Måske har jeg stadig en chance. 

Jeg hæver plastikkruset og halverer indholdet. Det glider lige ned. Hvad mon der er i? Det smager sødt.

Kører hånden igennem håret. Det føles stadig helt mærkeligt, at der ikke er mere af det. 

For bare et par uger siden havde jeg haft langt hår. Klippede det af, midt i ferien. Fik nok af det hele. 

Fik nok af mig selv. Det er måske lidt stereotypt, men jeg kan godt lide det. 

Jeg havde også farvet det helt sort. Det var måske nok lige i overkanten, men jeg har alligevel aldrig kunne lide min naturlige farve. ”Leverpostej”, som mor kalder det. 

Jeg tømmer kruset og kigger koncentreret mig selv i spejlet. Forestiller mig selv som hovedpersonen – den unge ukendte “underdog” – som skal til at kæmpe den afgørende kamp for at vinde kongeriget og kærligheden. ”Du kan godt” hvisker jeg motiverende. Jeg åbner en skjorteknap op. Hey, ser det ikke bedre ud? 

Det afslører at min sommerkulør er mere end bare begrænset til ansigt og underarme. Det er sgu faktisk godt, det her. 

Jeg har også haft god tid til at være i haven over sommeren. Rejser har vi ikke råd til. Planer har der ikke været mange af. Opkaldene har der ikke ligefrem været rush på heller. Og mor er jo som hun er.

”Du har ikke en chance. Der er alt for langt ud herfra. Hun ser dig! Dig og din beskidte hud og dine skæve ører. Mit tilbud står stadig ved magt, ved du”. 

Der er langt ud, det er der ingen tvivl om. Forbi alle gæsterne. Og, min hud er ret fucked for tiden. 

Det er fandme ikke fair at det hele er så elendigt at se på når man er teenager. Det er jo nu at det burde være lækkert det hele. 

Men, på den anden side af døren venter friheden, overlevelsen, en chance til. Der er ingen vej udenom. 

Jeg tager en dyb vejrtrækning, og ånder roligt ud. ”Så er det nu” mumler jeg for mig selv, og lægger hånden på dørhåndtaget. I can do this. 

”Hvem er det der er derinde? Vi har en hel kø af mennesker stående herude. Er du okay?”

Jeg genkender stemmen. Satans. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg kan umuligt slippe ud af det her, uden at hun ser mig. 

Træder et skridt tilbage, og læner mig op ad de kølige blåhvide klinker på væggen. Det er slut. Hvad fanden skal jeg gøre? This is it. 

”Nej, for fanden. Skal du til at græde nu?! Din forkælede møgunge. Tror du at livet bare skal være let? 

Du har selv sat dig i denne situation! Du skulle være blevet hjemme hvor du hører til!”  

Pludselig stopper musikken. Der er mange stemmer uden for døren nu. Alt for mange. 

”Ved vi hvem der er derude?” lyder det fra den anden side af døren. 

Endnu en velkendt stemme. Fuck altså. Jeg ved hvad den er i stand til, lige netop den stemme. Presser de små i jorden, dem der er anderledes. Knækker dem. Kun med ord.
Martin. 

”Nej, jeg ved det ikke. Der er ingen svar derinde fra. Tror du der er sket noget?

Hvorfor fanden kan jeg ikke også bare se anderledes ud?! Ligesom Martin. Martin og hans perfekte krøller og de brede skuldre. Martin og hans forbandede anførertrøje, åbne bil og perfekte familie. 

Hvis bare jeg havde sådan et liv, ville Louise måske synes jeg var mere spændende. Så kunne jeg omvende hende. Måske. 

Og spejlet! Spejlet ville ingenting have på mig. Spejlet ville lade mig være i fred. Lade mig passere uden at hvæsse og komme med stikpiller. Spejlet ville respektere mig.  

Der bliver pludselig helt stille derude. 

De hvisker, det kan jeg høre, men hvad de siger kan jeg kun gisne om. Hvad fanden skal jeg stille op? Få meter fra mig, kun adskilt af en hvid dør, står de – hele flokken. Louise står der. Martin står der. Martin river mig fra hinanden, det er der ingen tvivl om. Han behøver ikke engang hænderne. Og de andre vil følge med. I ren og skær frygt vil de følge trop. De tør ikke andet. 

Og hvorfor skulle de dog heller ikke bare følge med. Der er sgu ingen der står op for mig. Jeg har altid været den stille i flokken. Den anonyme. Også i folkeskolen. Den med ”My little pony”-madkassen og den klamme taske-varme æggemad.

Jeg havde egentlig sat mig et mål om at ændre det hele da jeg skiftede. En frisk start. Men det skete ikke. Spejlet havde også fortalt mig at det var for sent, og spejlet havde haft ret. Jeg blev lammet allerede første dag. Præcis ligesom jeg er lammet nu. Som forstenet.

Måske skal jeg bare tage imod spejlets tilbud? Det er måske for det bedste. Spejlet kender mig. Bare et enkelt hurtigt slag, en enkelt ofring, og så; ”wupti”! Så er jeg fri. Fra triste øjne og ensomme pauser. Er det nu?

De hviskende stemmer forsvinder. Jeg kan høre folk trække væk. Usikre og vaklende skridt på trappen. Hvad sker der?

Der er alt for stille.

”Jeg ved ikke hvem du er, men jeg tror du har brug for hjælp. Alle gæster er trukket i haven nu, og om 2 sekunder følger jeg efter. Så har du 5 minutter til at komme ud. Jeg lover dig, at vi bliver i haven, og at du kan liste ubemærket væk. 

Er du ikke ude om 5 minutter, så ringer vi efter en ambulance. Er du ok med det?”

Martins stemme lyder alvorlig, men ikke fjendtlig. Den lyder nærmest… forstående. 

Stilheden sænker sig igen. Jeg svarer ikke.

Jeg kan høre hans skridt på trappen, derefter er der ingenting. Høje stemmer i haven. Nogle griner, andre taler roligt. Andre skåler og råber. 

”Din taber. Prøv at se dig selv? Hvad skulle Louise nogensinde se i dig? Du kan jo ingenting selv! Og så de øjne!”

Spejlet har ret. Igen.  

Der var faktisk ikke så langt til døren som jeg havde frygtet. 

Det er begyndt at støvregne udenfor, men det er alligevel en lun sommeraften. Et par af gadelygterne synger på sidste vers, og enkelte er gået helt ud. Det er egentlig mærkeligt, i et kvarter som dette. At det ikke er blevet fikset. Hvorfor fikser man ikke de ting, som man så let kan fikse? Men måske er de også midt i en forvandling, lamperne. Det kan jo være. At de egentlig bare gerne vil være noget andet end gadelamper. 

Jeg kan høre musikken starte op i det fjerne. De spiller godt nok højt.  

Martin gav mig en vej ud. Han reddede mig. Det giver slet ikke mening for mig. Hvorfor gjorde han det? Han er jo den onde. Mobberen, der tryner og ødelægger. Er han ikke? 

Måske er spejlet faktisk min eneste fjende.