Wupti! Så let var det. 

Posen i den ene hånd, venstre hånd selvfølgelig, altid venstre hånd. Højre høj levede i frihed. Så kunne telefonen hurtig finde vej op af lommen, og der er jo nærmest ingen grænser for, hvad man kan nå på sådan et par meter mellem de automatiske skydedøre og den automatiske fodfølsomme sensor på den store Volvo på parkeringspladsen. Måske var aktierne faldet, måske havde Trump endelig tabt sutten fuldstændig – måske havde Putin ikke nok i Ukraine længere? Det gælder om at være opdateret, det vidste han da om noget.

Det var dog ikke alle dage, at telefonen kom op af lommen. I dag havde højre hånd en anden opgave. Bag ham lyste indgangspartiet godt op i skumringen. Vandmeloner, jordbær og ærter stod samlet omkring dørene og fristede de stakkels uvidende kunder.
Hvis de dog bare vidste, hvor meget de bliver snydt, tænkte han. De skide butikker og deres skide tricks. Han vidste det hele, og lod sig sgu ikke snyde. Han købte det, han havde brug for, og sådan var dét.
Han handlede altid i Rema1000. Der var mange årsager til at valget netop faldt på denne butik. Dels fordi den lå tæt på huset på Hjarnøvej, og var let tilgængelig på vej hjem fra kontoret. Men også fordi deres kundebase var anderledes end hvad den var i Føtex. Helt anderledes. 

På parkeringspladsen spejdede han altid rundt og tjekkede bilparken ud. En enkelt Tesla holdt her i dag. En del Toyotaer, en ældre Opel og tre af de små Skodaer. Han kendte udmærket prisen på den Tesla model Y som holdt der, i sin billigste hvide udgave. Den var langt billigere end hans Volvo, det vidste han da om noget. Og hvem gad også at købe sådan en bil, når manden bag rendte rundt og opførte sig så latterligt? Han fnyste ved tanken og rystede på hovedet. Det var fuldstændig uforståeligt for ham, at baren for morale i dag var så lav. Folk ved jo godt hvad der er det rigtige at gøre, det moralsk og etisk korrekte. Så hvorfor var det så svært bare at holde sig til det? 

Ved kassen havde han betragtet en ung kvinde foran sig. Hun havde to uopdragne unger med, som havde terroriseret hele forretningen og nu var i færd med at gøre det samme ved den kø han helt uvilligt var blevet en del af. Hun havde joggingbukser på, og en løsthængende t-shirt. På toppen af det rodede hår havde hun placeret en sort kasket, fra det der mærke han ikke kunne huske hvad hed. Pæn var den ikke, det vidste han da om noget. Sikkert fake, også.
Hun kunne tydeligvis ikke overskue de to uopdragne unger, med deres råb og skubberi. Hvorfor stopper hun dem ikke, tænkte han for sig selv, men sagde ikke noget. Hun har givet op, konkludere han.
Han forstod simpelthen ikke at sådan et menneske skulle have børn. Han forstod skam godt hvorfor de ville, for så kunne de gå hjemme under påskud af at bidrage til samfundet ved at føde ligegyldige unger. Det gav han sgu ikke meget for. Men hvorfor fik de lov? Det forstod han ikke. 
Hun betalte selvfølgelig med kontanter. Det er klart, tænkte han. Sorte penge sikkert, som altid. Ligesom alle de andre. Hvor de kom fra kunne han da godt have et bud på. 

I bagagerummet placerede han den halvfulde plastikpose. Han vidste godt, at han burde anskaffe sig et par shoppingnet i god kvalitet, så han ikke skulle købe alle de blå indkøbsposer hele tiden. Han havde bare ikke fået det gjort. “Skal jeg ikke bare gøre det?” havde Susanne flere gange bebrejdende spurgt ham retorisk med viskestykket hængende over skulderen. “Nej for faen, jeg skal nok få det gjort” holdt han stædigt fast i. Hvor mange udgaver af præcis den samtale de efterhånden havde været igennem, vidste han ikke med sikkerhed. Det var ikke så vigtigt igen, syntes han egentlig. 
Han havde til gengæld købt sådan en opbevaringsboks til bagagerummet. Det passede perfekt med sådan en pose i det ene rum, og så plastikbøtten med den blå væske i den anden. 

“Det er sgu en flot bil, den der” lød det fra hans venstre side. 

Bag ordene stod en ung, høj smilende mand med den højre hånd i en spøjs position, som en lille gal hane med underbid. Han var iklædt en blå skjorte, med et lille hvidt logo på venstre brystlomme.
“Hvad står sådan en i?”
Han førte hånden til nakken, og kløede sig lidt i nakkehårene. “Puha, det kan jeg sgu næsten ikke huske. Jeg tror jeg gav omkring 800.000? Ja, det passer meget godt, deromkring.” 
“Hold da op det er mange penge for en bil, hva?”
“Ja, kvalitet koster jo”, svarede han med et selvtilfreds smil over hele ansigtet. 
“Kører den godt?”

Han elskede alt ved det. “Kører du ikke i Føtex i dag, skat?” spurgte Susanne tit. “De har altså bare lidt bedre kvalitet”

Han løj, forklarede at han ikke orkede turen, Rema1000 var jo lige om hjørnet, og deres varer var da ikke så slemme, var de? Men det handlede ikke om turen. Det handlede om lige præcis det her. Den tydelige forskel, ham og dem. Bare bedre.  

“Ja, det gør den faktisk. Altså, nu er det jo fruens. Min er på værksted. Men den gør det sgu godt, den her også”. 
Det var også løgn. Men tænk nu, hvis han spurgte mere. Han vidste lige hvad han skulle svare. 

“Nå, for satan. I må da have gjort noget rigtigt, hva?”
“Ja, sådan kan man vel godt sige det”, svarede han neutralt, alt imens han indvendigt var ved at koge helt over af begejstring for situationen 

“Hvordan kan det være, at du ikke skal betale for den sprinklervæske der, så?”

Stemningen ændrede sig med et, selvom den høje, spinkle mand holdt fast i sit brede hvide smil. Han pegede kortvarigt på dunken i bagagerummet, og lod derefter hånden falde tilbage på hoften. 

Benægt, benægt, benægt, sagde Casper jo i TV-serien “Klovn”. Så det prøvede han. “Nej dog”, og “ej, det er jeg virkelig ked af”. “Det er da en fejl, nu skal jeg nok”.  

“Du glemte det også sidste uge” svarede den unge mand, nu uden smil. “Det er fandme utroligt, som typer som dig render rundt og tror at I ejer hele verden. Synes det selv det er ok?” 

Han kiggede fortabt ned i asfalten, og derefter rundt på parkeringspladsen. Et par meter derfra stod kvinden med de to børn og fyldte bagagerummet af den lille Skoda. Han havde slet ikke set hende før nu. Hun kastede et dømmende blik retur, og rystede på hovedet. 

“Ved du hvad, skrid af med dig” tilføjede den unge mand.
“Smut med dig, og så er det sidste gang vi har set dig i denne forretning, er det forstået? Ellers bliver det med en politianmeldelse næste gang. Er du med? Idiot.”

Den unge mand vendte sig og gik mod det oplyste indgangsparti. Til venstre for døren stod de store dunke med sprinklervæske og gloede på ham. 

Han satte i gear og forlod parkeringspladsen med en unødvendig acceleration. Er du gal en overdreven reaktion, hvæsede han. Det er da for helvede bare en sprinklervæske. Hvad bilder han sig ind at komme med den slags trusler, for så lidt? Han burde sgu på kursus i kundeservice. Ja, fandme, det burde han. Han forstod simpelthen ikke, at sådan et menneske kunne få lov at arbejde i en forretning.