Der var mange faner åbne denne formiddag. Af vidt forskellig karakter. Sådan var det gerne altid, for der var mange emner som igennem tiden havde fanget hendes interesse. Der kom også ofte flere til. Faktisk opdagede hun næsten dagligt nye områder hvor hun ikke havde den store viden, og som med ét blev vigtige for hende. En hurtig søgning på nettet, og med ét, blot et par klik senere, var der 12 nye faner der afventede hendes opmærksomhed.
Hun havde også tiden til det, tænkte hun. Og det var vigtigt at holde sig i gang med et eller andet. Det sagde mor altid med sin sædvanlige optimisme. Hun tænkte, at mor nok havde ret.

Foruden motorstøjen fra enkelte biler der havde lagt ruten forbi den stille villavej, så havde dagens scener ikke haft noget omfattende lydspor. En spartansk drejebog, ville nogle måske sige. Hun kunne i grunden ikke helt finde ud af, om hun foretrak det sådan, eller om hun savnede det som det var før i tiden. Før de flyttede. Støjen.

 Selvom fanebjælken kom igennem lidt af et udskiftningsræs i løbet af sådan en dag, var der alligevel også mange af dem der var fastimplementerede dele af hendes vindue. Altid åbne, altid tilgængelige. De skabte tryghed, det kunne hun mærke. Men hun vidste også godt, at det var på godt og ondt. At de fastholdt hende i den historie hun selv var forfatter til. Facebook, Instagram. Hun kunne følge med. Hun skulle følge med. Hun ville vide det med det samme, hvis de fandt ud af det.

 Der var alt for mange faner åbne i dag. Det var fredag. Den værste dag. Det var om fredagen, at de kom forbi.

Det var ellers gået godt da hende og familien flyttede fra byen. Det hele havde været svært i lang tid. Hun havde haft det dårligt, og hele familien var blevet trukket med ned. Men det ændrede sig i de nye omgivelser. Hun var faldet godt til i den nye klasse. Var blevet taget godt imod, og fik chancen for at starte forfra, glemme, og sætte pris på tilværelsen igen.
Lige indtil den dag, hvor alt ændrede sig. Hun så Lucas.

Hun havde brug for at holde fokus på noget mærkbart, at holde koncentrationen og abstrahere fra døren. At lukke det hele ude. Deres gentagne bank.    

13.22.
Der var ikke længe til. Hun fandt en film på Netflix. En af de film hun tit brugte om fredagen. Hun kendte den ud og ind, kunne replikkerne og kendte alle scener. Hun elskede den film. Hun druknede helt i universet og lukkede verden ude. Lukkede lydene ude. Og tankerne, ikke mindst.

Det var paradoksalt at dette skulle være den værste dag. Hun var glad for at de kom, at de holdt fast.

At de kom, betød sandsynligvis at de ikke vidste noget. Endnu, i hvert fald. Hun havde lyst til at løbe dem i møde, og fortælle dem hvor meget de betød for hende. Men hvad nu hvis. Hvad nu hvis de havde fundet ud af det. Hørt historien, den tragiske hemmelighed. At det var derfor de kom. Hun kunne ikke vide det.
De ville tage afstand til hende. Lukke hende ude og glemme hende. Men ikke bare dét. De ville hænge hende ud. Sprede rygter, hviske i krogene. Male et billede af hende, som ikke passede.

13.37
De kunne være her når som helst.
Det var rigtig svært i dag. Tankerne havde helt deres eget liv, og minderne pressede sig insisterende på.
Minderne om Sara, de hadske beskeder, den målrettede hetz. Den anarkistiske slagmark, hvor dagens kamp kunne opstå af ingenting. De fleste i klassen var medløbere, men der var kun én der havde stafetten. Én anfører, der traf beslutningerne og startede tingene. Alle andre fulgte efter.  

Til sidst blev det for meget. Det havde ødelagt hende.
Sara.

13.39
Tankestrømmen gjorde et kort ophold. De burde være her nu. Var der sket noget? Var de bare forsinkede? Eller, havde de fundet ud af det?
Det blev et kort ophold.

Fra slagmark til gerningssted. Hun huskede den fælles besked, de tøvende og usikre reaktioner.  Hun ville aldrig glemme forsidehistorien på bladene i kiosken. Rygterne, historierne, løgnene. Brevet.
Hun huskede kampagnen, der straks blev iværksat. Så kort tid efter, men alt for sent.
Og Lucas. Hun huskede på Lucas. Lillebror. 

13.54
Hun hørte stemmer udenfor. Det var unge stemmer, pigestemmer. Det var helt tydeligt. De talte om hende. Hun kunne høre det med sikkerhed. Verden faldt sammen omkring hende. Nu var den fremme. Sandheden.

Hun var blevet hjemme dagen efter hun havde set ham. Blev på værelset. Hun var syg, forklarede hun. Igen. Hans tilstedeværelse slog hul på tankeboblen. Alt det dårlige. Det der havde været gemt væk længe.
Det væltede ud med minder. Ubehagelige minder, frygt og had. Til sig selv, og til verden. Og til Sara.
Hendes forældre blev bekymrede igen. Der gik pludselig mange dage. Ligesom sidst. Hun blev hjemme.

Dengang havde hun pakket det ind i sygdom. I starten slap hun afsted med det. Men den holdt ikke længe. Hun pakkede det ind på ny. Fortalte at hun var blevet mobbet. Ligesom Sara. Hun ville ikke i skole. De blev bange, hendes forældre. Kørte den store indsats i stilling; psykologer, terapeuter, adfærdseksperter, dyre gaver, nyt værelse – det helt store. Men lige lidt hjalp det.

Hun løj.
Til sidst blev det for meget. Hendes forældre besluttede at rive hele tilværelsen op med rødder. De flyttede ud af byen.
Det virkede. Det hele var faktisk blevet godt. Indtil den dag Lucas viste sig.

14.13
Panikangsten var altoverskyggende nu. Der var noget helt galt. Hun tjekkede deres profiler. Intet. Ingen billeder, ingen beskeder heller. Ingenting.
Vidste de det? Var det Lucas?

Hun kunne slet ikke være i sig selv. Det prikkede overalt på huden, på halsen, i panden, i nakken. Hun vidste at det var gået galt. Hun kunne mærke det. Hvor fanden var de henne?

Kl. 14.21
Hun gik anspændt rundt på værelset. Rundt om det prikkede tæppe. Normalt gav det hende ro at følge det rundt. Hun vidste ikke hvorfor. Men i dag var der ingen effekt. I dag var der intet der virkede. Hvor fanden blev de af?

Med ét stoppede hun op. De var her. De insisterende bank på døren. Insisterende men forsigtige. Præcis som det plejede at være. Eller var det?

Nej, det var anderledes i dag. De vidste det. Hun kunne høre dem fnise. Hvorfor skulle de fnise? Hvordan kunne det her være sjovt? Det måtte være derfor. Hun kunne mærke det. Det var nu. De ville konfrontere hende. Være efter hende. Pege fingre og bebrejde. De ville skubbe, råbe og bande. De ville hade. Hade hende inderligt.

15.11
Hun kunne næsten ikke mærke strålerne længere. På trods af temperaturen rystede hun af kulde. Hun havde siddet der længe. Tøjet føltes tungt og trak hende nedad. Det var dét der normalt var det gode. Det plejede at virke. Ikke i dag.

 Hun havde hørt sine forældre tale om at flytte. Nyt sted igen, ny start. Hun vidste ikke om hun kunne.

15.29
Hun lukker vinduet på computeren. Alle fanerne forsvinder med ét klik. Kun håndklædet omkring hende kæmper for at holde hende varm. Hun ryster. Det gør ingen forskel nu. Slukker computeren, og finder papir og blyant frem. Det virker som det rigtige format. Mere personligt. Det fortjener de. Skal hun fortælle det hele? Behøver de at vide det? Vil det hjælpe dem? Gøre en forskel?

Hun tænker på Sara. Hvad mon hun havde skrevet i sit?

”Kære far og mor”.