Det er helt vildt som den dør larmer. Den knirker fra første kontakt til dét sekund man slipper håndtaget. Jeg plejer at elske den lyd. Den larmende dør. Det er fantastisk med så tydelig en indikation på at de kommer hjem. Det er sgu ret praktisk når man er teenager, det kommer man ikke uden om. Der er visse… ”ungdomsting” som ikke er velset her i huset.

Men lige nu? Der er det virkelig upraktisk. Jeg håber at vejret udenfor kan camouflere det lidt. Det regner, tordner og lyner – og jeg gør alt hvad der står i min magt for at koordinere døråbnings-seancen med et af himlens flængende brag.

Umiddelbart virker her stille. Det er et godt tegn. Ingen skridt fra førstesalen og intet lys der tændes. Mit hjerte hamrer afsted med helt ustyrlig hastighed, imens hele min krop sitrer af adrenalin. Kan de høre det? Ej, det kan de ikke. Det ville være helt skørt. Men kan de?

Tjekker telefonen igen. Har hun mon set den?

Kl. er 01.24.

Åh Gud, det er alt, alt, alt for sent.

De plejer heldigvis at stole på mig. De plejer ikke at holde øje, eller holde mig i kort snor – eller at ligge vågne til jeg kommer hjem. Der er tillid.
Jeg gør da også hvad jeg kan for at leve op til deres forventninger. At yde det bedst mulige, undgå ballade, behandle folk med respekt. Jeg forsøger. Så vidt muligt, selvfølgelig. Det er ikke alt i ”vores” overbevisning der lige er afstemt og tilpasset det moderne samfund. Der er begrænsninger.

Det er meget længe siden jeg har trådt forkert. Så der er tillid, og jeg får lang snor, det ved jeg. Men de har også deres regler, og når man er i min alder, så er der også begrænsninger for hvad der kan lade sig gøre. Sådan er det. Jeg synes faktisk også at mange af reglerne er fair. Der er mange fristelser derude, og i min alder er man letpåvirkelig.
Jeg kan jo ikke bare rende rundt helt ukontrolleret. Det kan man ikke. Ikke med mine udfordringer.

Konsekvenserne er dog en anden snak. Ingen tvivl om, at de fungerer forebyggende. Så er den i sit es, den anden.
Nogle gange tænker jeg på, om det ville have været det samme hos min mor?

Jeg er helt gennemblødt fra top til tå. På trods af busturen hjem, har de 5 minutters gang fra stoppestedet alligevel haft deres effekt. Men det er fuldstændig ligegyldigt. For hey, fuck it – Jeg gjorde det sgu! Jeg tog mig sammen, og jeg tog sagen i egen hånd. Jeg gjorde det hele. Jeg dansede, gav drinks og jeg var sjov – jeg er sgu en ren superhelt!

Hiver telefonen op af lommen. Hun har set den nu, beskeden. Jeg smiler ved tanken, og lægger telefonen fra mig på chatollet under spejlet.

Hold kæft det var godt. Jeg kunne se hvordan alle kiggede og holdt øje. Bliver helt varm i kinderne ved bare at se hendes navn på skærmen. Hun kysser fantastisk!
Tænk at det skulle ske for mig. Cecilia. Alene navnet. Cecilia. Det er perfekt. Cecilia og Christoffer. Det passer bare sammen.

Den her sommer bliver perfekt. Det er lige præcis dét jeg har ventet på, at det her skulle ske. Jeg har kigget efter hende i flere måneder. Anede ikke at hun har det på samme måde. Holy shit, livet bliver godt nu!

Stadig hverken lys eller bevægelse fra førstesalen. Så langt så godt. Jeg tager forsigtigt jakken af, og placerer den stille og roligt på gulvet. Det sker forholdsvist lydfrit. Stadig ingen aktivitet at spore ovenpå.
Skoene er værre. Velcro. Jeg hader velcro. Eller, nej det gør jeg ikke normalt. Jeg hader snørrebånd. Men lige nu hader jeg fandme velcro.
Det lykkes. Jeg stiller dem forsigtigt i reolen, og ånder roligt ud. Alt er godt.

Jeg måtte holde hendes hår tilbage da det gik galt for hende. Det var faktisk ret sødt, på en eller anden måde. Jeg kunne godt lide at være den hjælpende. Hun brokkede sig lidt, men jeg var galant – en rigtig gentleman. Den faste venindegruppe forsøgte ellers at overtage rollen som hjælpere. De sagde at jeg skulle lade hende være, at det hele bare var en joke, at jeg var til grin. De forstår det slet ikke. De ved ikke hvad hun sagde til mig. Hvad hun gjorde. Hvad hun føler.

Måske var jeg nok lidt for gavmild med drinks. Jeg kan mærke at jeg selv har fået oparbejdet en vis promille, så det giver mening at hun reagerede på det også.
Men det gør ingenting. Jeg elsker hende. Det gør jeg virkelig. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om det. Og det er også det jeg har skrevet til hende. Hun har det på samme måde, det ved jeg, så det virkede oplagt og naturligt at skrive sådan.

Åbner telefonen igen. Hun skriver! Kan næsten ikke holde spændingen ud. Jeg ved jo at hun har det på samme måde, men hvordan vil hun sige det?! Jeg håber hun også skriver at jeg kysser godt. Jeg har jo aldrig prøvet det før, men jeg synes det gik godt. Det føltes helt perfekt.

….

Hun skriver stadig. Fair nok, det tager tid at finde de rigtige ord. Jeg lægger igen telefonen fra mig og samler jakken op fra gulvet. Hænger den på bøjlen i stativet. Der er vådt på gulvtæppet, og jeg kan se at det drypper fra jakken.
Shit. Hvor længe har det egentlig regnet? Hele aftenen? Jeg aner det ikke. Hvad hvis det først begyndte sent? Hvis min jakke og mine sko er våde i morgen tidlig, så vil han vide at jeg kom sent hjem. Fandens. Hvornår begyndte det at regne? Det er fandme for meget, hvis han kan opdage det på den måde.

Jeg kan slet ikke være i det. Glæden, forløsningen, spændingen, frygten. Hvilken følelse skal have lov at styre det her øjeblik? Jeg vælger heldigvis ikke selv. Cecilia.
Hun havde en hvid top på i aften, og en sort nederdel. Det lyse hår havde hun sat op med et rødt hårbånd. Det så fantastisk ud. De blå øjne der skinner så uendeligt klart. Hun er simpelthen så smuk. Cecilia. Jeg kan næsten ikke vente til mandag. Alle blikkene. Til at høre reaktionerne. Den stille hvisken i kantinen. Et par ”High fives” måske også, fra dem som er noget, Jonas, Lukas og måske endda Magnus. Møde hende på gangen. Glæden. Kysset. Foran alle. Det vil forandre alt. Alt andet er ligegyldigt nu.

Jeg ved at Magnus altid snakker om hende. Kan høre ham når de sidder og spiller op til hinanden i gruppen. Hvordan han ved at hun vil have ham. Hvordan han kan se det i hendes øjne. Tro på det, Magnus. Hun har valgt mig. Hvordan synes du selv det går, hva?

Med ét afbrydes stilheden. Hun har svaret.

Fuck, fuck, fuck, der er lyd på min telefon – og vibrationen er også sat på. Hele chatollet ryster nærmest. Hvorfor fanden har jeg ikke sat den på lydløs? Har ikke tænkt på det. Tankerne er overalt, men ikke på det. Kunne det høres på førstesalen? Jeg afventer. Står helt stille. Vil række ud efter telefonen men tør ikke. Al bevægelse er sat på pause.

Fuck, nej! Endnu en besked. Nej, nej, nej. Jeg tæller sekunderne. Please, sig de ikke har hørt det. Har de hørt det? De må ikke have hørt det. Det kan de ikke. De må simpelthen ikke have hørt det.

Lyset tændes ovenpå.

Jeg er færdig. Hvad skal jeg gøre? Sekunderne går, og jeg står helt passiv. Telefonen ligger lige der. 2 beskeder. 2 beskeder fra skolens dejligste pige, min første ægte kærlighed. Skal jeg?

Døren går op. Jeg når det ikke.
”Christoffer? Er du først hjemme nu? Ved du hvad klokken er? Du kender vores aftale, det ved jeg.”

Jeg griber ud efter ord der giver mening. Hvordan fanden taler jeg mig ud af den her? Sandheden? At jeg er verdens lykkeligste menneske? Det vil ikke fungere. Han er ligeglad. Og jeg ville alligevel skulle redigere i fortællingen. Detaljer der skulle udelades. Mange detaljer endda.
Nej, han er ligeglad. Reglerne er det eneste der tæller for ham. Og tilliden. Tilliden er brudt.

”Jeg…. Jeg… min cykel var, øh, punkteret. Jeg måtte vente på natbussen for at komme hjem. Den var virkelig forsinket.”
Det er det bedste jeg kan finde på. En elendig løgn. Det er langt fra godt nok. Han lurer den. Han kender mig. Og jeg ryster helt. Der er alt for mange følelser på spil for mig nu. Ren lykke, men jeg er også rædselsslagen. Skrækslagen for hvad der venter, men taknemmelig for at jeg gjorde det. Jeg turde. Jeg fik Cecilia.

Mit svar efterlader entréen i nu total stilhed. Det føles som år. Jeg hader den stilhed. Det betyder at den tænker. Tænker og overvejer mulighederne. Spekulerer, planlægger, argumenterer, indoktrinerer.

”Har du drukket, Christoffer?”
Spørgsmålet er selvfølgelig uundgåeligt i denne situation. Og der er kun ét rigtigt svar.

”Det har jeg ikke, nej. Det ville jeg aldrig gøre.”

Den blå pyjamas får ham næsten til at se helt uskyldig ud, som han står der for enden af trappen under lampen, med det markante lille tætte overskæg og sine brune tøfler på. Han afventer, tøvende, betragter mig imens. Analyserer.

”Reglerne gælder stadig, Christoffer. Det ved du godt. Det her taler vi om i morgen, du og jeg. Godnat.”

Han forsvinder igen ind på soveværelset. Få sekunder går der, så slukkes lyset. Jeg står som forstenet. Ved hvad der venter. Har været der før, godt nok for lang tid siden, men jeg glemmer aldrig hvordan det er.

Mit hjerte hamrer ukontrollerbart afsted. Kaotisk mange følelser forsøger at finde vej igennem samme store tankehal, men én er og bliver stadig vigtigere end de andre. Jeg rækker ud efter telefonen. Slår lyden fra og låser telefonen op. Beskederne toner frem på displayet i det velkendte blå og hvide layout. Den første er lang. Den anden består af kun et enkelt ord.

”Undskyld”, står der.