Jeg er sgu forsinket! Skal lige afslutte en vigtig handel. Bare bestil en lækker drink – jeg giver selvfølgelig!

Beskeden afsluttes med en blinkende kysse-emoji og et bundt pengesedler. Wow. 
Men igen, en gratis drink siger jeg altså ikke nej til.

“Kan jeg bestille endnu en af dem her?”.
Fyren i baren nikker og smiler lidt kækt til mig. 
“Comming right up” svarer han. 

Jeg har en sort top på, og et par lyse jeans med et par strategisk placerede huller. Toppen er til den afslørende side. Det ville faktisk nok være en sandhed med en hel del modifikationer at påstå, at der var ret meget af den. Det er ikke min, men Camillas. Camilla er min roommate, og har været det i et par år. Vi er forskellige på godt og ondt, og jeg kan nok ikke benægte at hun er en ret god og forstående roommate. 
“Tro mig, ingen kan stå for dig i den der. Jeg har selv testet den. Virker hver gang!” 
Det lød jo lovende, da hun selvsikkert stak mig dén salgstale. Og jeg kan da godt se, at den kan noget. Altså, den gør sgu noget godt for mig. “Lidt af en frækkert”, som Camilla sagde det. De 2 ugers ferie i Italien har sat sit præg på kuløren også, og sådan noget skal man vel heller ikke holde for sig selv.  

Han hedder Joakim. Jeg har aldrig mødt ham, men Viola – min vel nok ældste veninde – har ikke ligefrem holdt igen med at forklare hvor godt et match vi er. Hun har mødt ham på studiet.
Det er ikke fordi CBS-fyre sådan generelt rocker min verden, men jeg har set et par billeder, og Viola er så begejstret for ham, så helt skidt kan det vel ikke være. 

“There you go – 1 stk. Mojito er klar”.
Fyren i baren smiler endnu engang kækt, og supplerer denne gang med et lille blink.
Den er ikke helt dum den top her. 

Vi skulle have mødtes kl. 20.00. Joakim er forsinket. Han er tydeligvis stor i slaget, og i den korte dialog vi har haft, holder han i hvert fald ikke igen med diverse hints om hvordan han lever sit liv i overhalingsbanen. Biler, fester, karriere, fed lejlighed i pisserenden. Der er fart på, no doubt.
Det siger mig ærlig talt ingenting. Min mor er frisør, far er tømrer og på lærerseminariet fylder drømmen om underjordiske garager med sportsvogne heller ikke ligefrem det store i samtalekassen. Og det har jeg det faktisk rigtig fint med. 

“Hvem venter du på?”.
Fyren i baren står lige på den anden side af disken og kigger nysgerrigt på mig alt imens han pudser et glas af.   
“Joakim”, svarer jeg uden at uddybe, og bliver hurtigt klar over, at dét svar absolut ingen mening giver for andre end mig selv – og måske ikke engang mig selv. 

“Det er en blind date, agtigt – faktisk” skynder jeg mig at supplere. “Men jeg ved ærlig talt ikke helt, om han er noget for mig”. 

“Fedt udgangspunkt” svarer fyren i baren og griner overbærende, hvorefter han nikker smilende i retning af 2 yngre kvinder som netop træder ind af døren. 

“Ja, ik? Det skal nok blive en fed aften”. 

Så er jeg på vej! Maks 15 min. Vil du bestille en flaske champagne? Snup den dyreste!
Beskeden lyser op på min telefon. 

“Så er der vist en Joakim Von And på vej”, siger fyren i baren og smider mig et håndtegn jeg ikke helt når at se, hvorefter han træder et par skridt til højre for at betjene en ældre fyr, som skal have en flaske rødvin og to glas. Barolo, insisterer han på. Det er det eneste rigtige, siger han. Fyren i baren forstår. 

For fuck sake, han har jo ret. Joakim Von And.
Han virker helt frygtelig. Hvad skal jeg tale med ham om? Sportsvogne og hestevæddeløb? Åhh, for fanden da. 

“Fedt! Jeg bestiller det bedste jeg kan finde på kortet”. Sådan, send.
Aner ikke hvorfor jeg svarer sådan. Jeg bryder mig ikke synderligt om champagne egentlig. 

Pludselig står han der. Han ligner på ingen måde den fyr Viola har vist mig billeder af. Håret slikket helt tilbage og i fuld Gentoftehabit. De spidse sorte sko, sandfarvede bukser, en hvid skjorte med en lille rød hest på – og vesten. Den mørkeblå lidt puffede vest, som de alle sammen har på. Uret er stort og tungt, og helt sikkert dyrt, og bæltespændet er faktisk så grimt at jeg ikke forstår man overhovedet har tilladt at det blev produceret. 

“Hey, du må næsten være Sarah?” Havde du bestilt en flaske champagne? 

De næste 30 minutter går usandsynligt langsomt. Joakim har reelt ingen interesse i hvem jeg er. Han taler, taler og taler. Om aktier, designermøbler, biler, ferier og iværksætter-idéer. Han trækker nærmest ikke vejret. Hvordan er det overhovedet muligt? Det er dælme op ad bakke det her.
Hver gang fyren i baren går forbi os, smider han mig et kækt smil. Åh, gid han ville redde mig fra det her mareridt. 

Jeg undskylder mig selv, og finder toilettet. Gad vide om han taler videre imens jeg er væk? Eller vent… fyren i baren. Selvfølgelig. Stakkels fyr.
Det kan selvfølgelig også være at han bare tjekker aktier, skriver til et par tøser, swiper på Tinder. Han savner mig sgu nok ikke. Jøsses altså, en tumpe. Synd for den kvinde der ender i hans seng. 

Det er et røvlækkert badeværelse, til gengæld. Kæmpe kontrast til den lille skoæske jeg netop har taget bad i for kun få timer siden. Jeg hiver telefonen op af tasken og skriver til Viola. 

“Jeg ved godt at han er en af dine gode venner, men jeg er altså ikke sikker på at han er noget for mig. Undskyld!”

Jeg vil ikke skuffe hende, men jeg forstår simpelthen ikke hvordan hun kan synes at vi er godt match. Og tænk hvis hun nu lige hurtig svarer mig med et lille hjerte-emojo, skriver at det er ok og at jeg godt må gå hjem. Det ville virkelig være rart. 
Eller, måske bare sende ham hjem. 

Det gør hun ikke. Jeg trækker ellers mit toiletbesøg til den gavmilde side. 

De næste 2,5 timer er som en evighed. Gentoftehabitten har ingen social forståelse, og selvom han flere gange har fortalt mig hvor smuk jeg er, og hvor lækker en kulør jeg har, så beviser han gang på gang, hvor lidt interesse han reelt har i at kende mig. 

“Jeg smutter lige på toilettet, smukke. Hey bartender, smider du os ikke lige to cocktails mere?”

Puha, en tiltrængt pause. Jeg hiver mobilen op af tasken for at tjekke om Viola har svaret, og heldigvis dukker hendes navn op på skærmen. 

“Jeg kender alt til dig og Peter. Hvordan kunne du gøre det? Joakim er frygtelig, ik? Bare slet mit nummer. Hej hej, din luder”

Jeg fryser. Kigger som forstenet på skærmen, og ved hverken op eller ned.
Hvordan fanden? Fuck. 

“Er alt ok? Du ligner en der har set et spøgelse?” Fyren i baren kigger bekymret på mig med et insisterende blik. Jeg aner ikke hvad jeg skal svare ham. 

“Det er….. det er min veninde som… jeg…..jeg forstår ikke…”

“Fuck hvor lækkert mand, de ser gode ud de drinks der. Hey Sarah, har jeg egentlig fortalt dig om mit sommerhus?”