“Der skal sgu mere til, Lisa”

Han ryster let på hovedet, og de to små blågrønne øjne flygter febrilsk ned mod de rynkede håndflader, der i pendulfart svæver rundt over papiret på bordet. De er trætte, øjnene. Under dem er huden også træt. Stemmen er rusten og hæs, og bærer præg af alt, alt for mange lektioner med helt umulige klasser. 
“For pokker altså. Du har et godt hoved på de skuldre – det ved jeg at du har. Men du er nødt til at vise os det. Deltage noget mere. Ellers går det sgu ikke. Der er ingen andre der kan gøre det for dig for faen.”

Han hæver igen blikket, og stirrer opgivende på hende. Han har svært ved at se hende i øjnene. Det har han altid. “Forstår du hvad jeg siger til dig, Lisa? Du består faktisk ikke med de karakterer her”. 

Hun nikker, og kigger ned i gulvet.
“Det er jo ligegyldigt, Lars. Fucking ligegyldigt. Jeg skal ikke bruge de dumme tal til noget. De er jo intet værd i dag alligevel.”

Lars blinker langsomt, og trækker på skuldrene alt imens blikket igen søger hvile ved papiret på bordet.
“Jeg det det sgu ikke, Lisa. Det er altid godt at have muligheder”.

Udenfor har den unge eftermiddag vokset sig ældre. Regnen er aftagende, men insisterende. Byen har ikke meget at byde på sådan en grå dag. Hun støder på et par ældre mennesker ad hovedvejen ved skolen, men så snart hun når de små villaveje er der intet liv.
Hun kan fornemme lys i vinduerne bag de store porte, men de lever op til forventningerne, portene, så meget mere end det kan hun ikke se. 
“Det er altid godt at have muligheder”. Hun gentager sætningen et par gange, hviskende roligt for sig selv. Hvis bare hun havde en 50’er for hver gang hun havde hørt den belærende omgang. Mors favorit ved middagsbordet, når snakken – ofte – faldt på fremtiden, ansvar og forpligtigelser.
“Vi kan jo ikke bære dig gennem livet, Lisa” ville Kim tilføje, med sin vante nedladende tone. 

Hun nærmer sig Rosenvej 8, men går roligt forbi og fortsætter i retning af kyssebænken nede ved søen. Hun orker dem ikke i dag. Især ikke i dag. 
Der er ingen ved søen. Det giver sig selv, når vejret er sådan. I sommerhalvåret holder de ofte til hernede, hende og kammeraterne. Ja, hele byens ungdom holder til her. De hører musik fra små bluetooth-højttalere, og henter kolde klirrende flasker fra gule plastikposer. Brokker sig over forældre, irriterende søskende og absurde lektiemængder. Over livet, krav og forventninger. 
Omkring søen tårner villaerne op som slotte fra en Pixar-film. Engang imellem bliver de mødt af sure voksne, der truer med politi og konsekvenser, men for det meste får de lov at være i deres lille rebelske oprør. 
Ikke langt derfra finder man Hekseskoven. Det er strengt taget ikke en skov, men et lille beplantet areal med buske og træer. De kalder det for “hyggeskoven”. Her kan man liste sig væk sammen, og være private. Ikke fordi resten af flokken ikke ved hvad der sker derinde, men de behøver ikke ligefrem at være tilskuere til det.
I dag inviterer Hekseskoven ikke til noget. Den er grå og nøgen, og ville ikke skjule det mindste alligevel. Bænken har hun for sig selv. Her er hverken klirrende poser, blottede g-strenge eller flirtende drenge. Støvregnen har gjort ophold, og for en stund er der ingen andre lyde end hendes eget åndedræt. Stilheden er fængslende. Hun lukker øjnene, og trækker den stillestående kolde luft helt ned i lungerne. 

Lyset fra skærmen lyser op i mørket, som efterhånden har indtaget rummet omkring hende. 
“Hvaa, kan du huske i sommer? Skulle vi aldrig gentage den omgang der? Mine forældre er ikke hjemme i aften. Har du nogensinde prøvet det i en pool?” 

Beskeden er fra Marcus. Marcus med det flotte mørke hår, og de brune øjne. Hun smiler let ved tanken om besøget i skoven. Hun kan måske godt lokkes, svarer hun med lidt tilpas tease, uden at give alt for meget.
Svaret kommer få sekunder efter.

Der er mange navne i indbakken. Et par perifere veninder, men hovedsageligt drengenavne. Frederik, Morten, Silas, Noah. Samtaleemnerne er ret meget det samme.
En del beskeder længere nede i rækken fanger et andet navn hendes opmærksomhed. William. Samtalens sidste besked er fra hende.
William er anderledes. Han spiller spillet godt, og hun ved det. Det irriterer hende. Men det pirrer hende mere. Hun kan mærke det i hele kroppen bare hun ser navnet. 

Der er noget særligt over hende i dag. Stilheden, mørket. Samtalen hos Lars sidder i hende. Det plejer den slags ikke at gøre. Lars er ligegyldig. En sølle og fortabt skilt mand med vandrende blik. 
Men inderst inde ved hun godt, at de har ret. Kim og mor. Også Lars. Og alle de andre. At hun falder bagud, og at bordet snart fanger. Hun ved godt, at hun nærmer sig et vigtigt forår, og at døre bliver lukket hvis ikke hun snart gør noget. Hun ved godt det hele, at det er godt at have muligheder, åbne døre og planer for fremtiden. Men det er for sent for hende nu. Hun har forsømt for meget og festet i stedet. Måske er det fordi hun ikke gider. Måske er det fordi hun i virkeligheden ikke kan. Måske er det et oprør. Mod mor, far og Kim. Hun skal fandme vise dem hvad hun kan alligevel. 

Blikket falder igen på skoven med de mange minder. Hun lukker øjnene roligt i og læner hovedet bagud. Puster røgen lige op i luften, hvor den forsvinder ud i intetheden omkring hende. 

Det er nu, det ved hun. Der skal ske noget. Det sitrer i hende for at der skal ske noget. Hun knapper frakken op, og retter lidt til, så fantasien ikke skal på overarbejde. Læner hovedet på skrå, og åbner de mørkerøde læber en smule op. Øjnene inviterer til det hele, og kulden gør sin del af arbejdet.
Shit, det blev sgu godt. Hun smiler for sig selv ved tanken om, hvad der snart skal ske. “Muligheder, pff”, fnyser hun. Hvad ved de om det. 

Med få klik er det sendt af sted til både Marcus og William. Hos Marcus med en fin lille besked om, at hun kommer senere og at han kan varme op imens. 

William får et tilbud, der er svært at afslå – og med en tilpas tidsbegrænsning på. Det kan han ikke melde pas på, kan han? 

Det tager ikke mange sekunder før skærmen lyser op igen. Og igen. 

Det er altid godt at have muligheder.