Mikkel Nørrelund

Mikkel Nørrelund er 38 år, og bosat på Nørrebro. Hans noveller beskæftiger sig primært med teenagelivet og de udfordringer der ofte kædes sammen med aldersgruppen.
Noveller
Spejlet
Spejlet er en moderne ungdomsnovelle, som tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, seksualitet, mobning mv.
Selve handlingen er centreret om en fest, hvor hovedpersonen alene deltager grundet sin forelskelse i Louise.
Vores hovedperson er fanget på badeværelset, hvor fornemmelsen af tid og sted forsvinder. Som tiden går bliver det sværere at komme væk fra situationen, som tilspidses af ventende gæster på den anden side af døren.
På badeværelset hænger et spejl, der igennem hele novellen taler til hovedpersonen og tilbyder en let men endegyldig udvej.
Novellen kan med fordel benyttes i et større forløb om ungdomsliv og seksualitet, hvor især hovedpersonen fortjener en grundig analyse.
Værelset
Værelset er en moderne ungdomsnovelle, der tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer med deling af billeder. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, seksualitet, mobning, skyld, ansvar mv.
Selve handlingen er centreret om Cecilia, der i en periode har været kærester med Magnus. Da hun afslutter forholdet, vil Magnus have hævn over hende. Cecilia er til fest, og til netop denne fest har Magnus bedt hende om at udføre en opgave. Cecilia får løst sin opgave, men med hvilke konsekvenser?
Novellen lægger op til en nutidig debat omkring deling af billeder og personligt materiale, og med små beskrivelser af Cecilia og hendes miljø, kan det være relevant at beskæftige sig særligt med hende som karakter.
Novellen er koblet til novellen ”Entréen”, og de kan med fordel læses i forlængelse af hinanden.
Entréen
Entréen er en moderne ungdomsnovelle, der tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, seksualitet, mobning, ungdom mv.
Christoffer har været til fest på sin skole, og har efter lang tids forelskelse i Cecilia endelig valgt at gøre noget ved det. De to har kysset, og på vej hjem fra festen har Christoffer sendt hende en besked hvori han erklærer hende sin kærlighed.
Hjemme hos Christoffer er der klare regler, og også konsekvenser hvis disse ikke overholdes. Denne aften kommer Christoffer alt for sent hjem.
Novellen er koblet til novellen ”Værelset”, og de kan med fordel læses i forlængelse af hinanden.
Køkkenet
Køkkenet er en moderne ungdomsnovelle, der tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, mobning, seksualitet, familieliv mv.
Selve handlingen udspiller sig i husets køkken, hvor hovedpersonens forældre er midt i et skænderi. Vores hovedperson lytter med fra trappen, og sideløbende med skænderiets udvikling får vi et billede af livets besværligheder for vores hovedperson og familien. Han tager en ”aktiv” del i skænderiet, og pludselig er intet som det plejer at være.
Novellen lægger op til en grundig tekstnær analyse af personer og miljø, og måske en særlig fokus på musikkens betydning for både hovedperson og fortælling.
