Vi betegner 1. akt som indledning og præsentation af personer, miljø og introduktion til konflikten. Vi får altså et indblik i, hvad målet for vores hovedperson er, og hvem og hvad der er omkring ham/hende/dem.

Det svarer til anslag, præsentation og uddybning i berettermodellen.

I slutningen af 1. akt, introduceres et vendepunkt, som betyder at historien ændrer retning. Det kan være en uventet hændelse, en ny person der dukker op og tvinger vores hovedperson til at handle, en ny lærer der ændrer spillereglerne i klassen eller noget helt andet.

Det svarer til P.O.N.R i berettermodellen.

Efter vendepunktet er situationen ændret, og selve konflikten spiller nu en større rolle. Vores hovedperson håndterer konflikten bedst muligt, og der kan være justeringer både op og ned i intensitet og forskellige mængder af hændelser. 

Det svarer til konfliktoptrapning i berettermodellen.

I slutningen af 2. akt indtræffer vores andet vendepunkt. Her topper historien, og konflikten er på sit højeste – og løses som regel også her. 

Det svarer til klimaks i berettermodellen.

Konflikten er løst, og hovedpersonen er kommet gennem uvejret og kan se lyset på den anden side. En ny tilstand indtager scenen, og hovedpersonen har opnået sit mål og er klogere end før. 

Det svarer til udtoning i berettermodellen.